9. august 2013 - Hjemrejse

Í dag við koma aftur heim. Vi stod op kl. 5 for at tage bussen til lufthavnen. Der er egentlig ikke så meget at fortælle om hjemturen, så det er vel tid til at reflektere over vor ferie.

Det der står skarpest er modsætningerne mellem Milano, hvor vi var den første uge, og så nu Island er at Milano er en storby med mange mennesker og Reykjavik er en af verdens mindste hovedsteder og den nordligste, siger de selv. Der var hedebølge i Milano, så det næsten ikke var til at holde ud, hvorimod "hedebølgen" i Island gav os en fantastisk tur til Den Gyldne Trekant. Vi fik så også lov at mærke det normale islandske vejr den sidste dag. I den Blå Lagune kom jeg til at tænke på forskellen på de to bade jeg tog i min ferie, - den kølige i Milano og den varme i Island.

Vi boede på en fint hotel i et dejligt værelse i Milano, hvorimod vi knapt kunne være i værelset på Hotel Capin i Reykjavik.  I Milano kunne vi gå eller i hvert fald tage Metroen til de ting, vi ville se. I Island skulle vi køre flere timer i et goldt landskab, kun afbrudt af enkelte landbrug. Turistattraktionerne i Milano var menneskeskabte, hvorimod de fleste i Island var naturlige vidundere. Og så er luften og vandet nok noget af det reneste i verden i Island.

Alt i alt må jeg vel side: Það hefur verið yndislegt frí / E 'stata una vacanza meravigliosa

8. august 2013 - Vand

Vi havde vel set næsten alt hvad man SKAL se i Island, men manglede én ting. Det kommer jeg til senere. Vi havde bil, så vi bestemte os for at køre ned til sydlandet, - måske helt ned til Eyafjellajøkul. Selve isområdet er ikke så stort, målt med islandsk målestok, men nok til at stoppe hele Europas flytrafik i fjorten dage. Det er da værd at undersøge.

Bjergskrænt med madpakker

Island er stor, så det tog næsten 2 timer bare at køre derned. Det er et noget trøstesløst landskab med mosbegroede lavasten, men ind i mellem er der gårde, der holder kvæg og får, men først og fremmest heste. Der er heste overalt. Gad vide om de spiser heste. Man kan i hvert fald købe pizza i Reykjavik.*1). De dyrker kun græs, som de samler i store "madpakker", - græs samlet i store hvide og runde plastikruller. Der var tusindvis, men vinteren er jo også lang på Island. Sydlandet er fladt som en pandekage, meget lig marsken i Sønderjylland, bare meget større. Flere hundrede kilometer. Nord for marsken rejser der sig en næsten lodret bjergmur på vel hundrede til to hundrede meter.

Skógafoss

Vi besluttede på vejen, at vi ville nå ned til Skógarfoss, et vandfald, der får sit vand fra jøkullen. Den er temmelig vandrig, 60 meter høj og 25 meter bred. Der går en trappe op over vandfaldet med 427 trin. Herfra han man en fin udsigt over lavlandet. Jeg lod Sonja tilbage, da jeg kravlede derop. Vel nede igen var der lige tid til en islandsk hotdog, som ligner en dansk rigtig meget.

På tilbagevejen var vi også lige inde og kigge på Seljalandfoss, hvor man gå ind bag vandfaldet. Det gjorde jeg nu ikke. Vi skulle nemlig videre til en hummerrestaurant, lidt væk fra alfarvej, nede i Stokkseyri.

Hummere i Stokkseyri

De skulle efter sigende lave de bedste hummere. De var i hvert fald fantastiske. Jeg er i forvejen vild med skalddyr, så dette var virkelig et festmåltid. Udenfor blæste det en lille storm og det regnede ind i mellem, men vi skulle ud at bade. Vi ville nemlig til Den Blå Lagune.

Den Blå Lagune

Den Blå Lagune er en kunstig saltvandssø, dannet af det afkølede vand, der er trukket op fra en revne i undergrunden, så Atlanterhavsvandet kan trænge ind til den varme lava og komme op på meget høje temperaturer. Dette vand bruge til at i en varmeveksler til at varme fjernvarmevand til Keflavik og omegn. Det afkølede vand på ca. 40 grader bliver bare sendt ud på klipperne. Efterhånden har der aflejret sig så mange mineraler på klipperne, at de er runde og føles som marmor og man får ikke knubs af at svømme i det. Vandet er blåt og dejligt varmt. Det er nu en turistattraktion af format, men det er altså sjovt og dejligt at bade i, specielt når der kun er 10 grader i luften og det blæser og regner. Man skal nok blive under vandet med kun hovedet oven vande. I Milano prøvede jeg det modsatte. Der måtte jeg sænke kroppen ned i koldt vand for at holde varmen ud. Vi erfarede også en af fysikkens mest basale love, - nemlig at varme stiger op ad. Derfor var vandet varmest i overfladet, netop der hvor den er tættest på den kolde luft.

Vi var der vel en halv anden times tid, men så begyndte sulten at melde sig og vi ville ind til Reykjavik og spise aftensmad. Klokken blev også 21 inden vi fik noget at spise. Det blev igen på Café Paris, hvor Sonja skulle have fiskesuppen en gang til og jeg fik flere hummere igen, denne gang marineret i bl.a. chili og ingefær.

Så ellers bare hjem og pakke, for vi skulle med en lufthavnsbus kl. 5:30. Det er tidligt, hvis ikke du ved det.

Sydlandet med vandfald

*1) Her henviser jeg subtilt til den netop overståede og noget hysteriske hestekødsskandale i Danmark, hvor der blev blandet hestekød i hakket oksekød, som skulle bruges til bl.a. pizza

7. august 2013 - Hvaler og søpapegøjer.

Der findes mange steder, hvor man kan købe en tur ud og se hvaler, så det gjorde vi. Båden afgik lidt i 13, så der var lige tid til lidt shopping. Jeg kunne godt tænke mig en sweater, så det var det, jeg ledte efter. Sonja behøver ikke at have noget at gå efter for at shoppe. Jeg fandt en flot blå en, men ville lige vente til vi kom hjem fra turen med at købe den. Den skulle lige godkendes og så behøvede jeg heller  ikke at slæbe rundt på den. Den kostede i øvrigt 20.000 iKr = ca. 1.000 dKr. men så er den også strikket af en islandsk kvinde.

Det tager op til en time, inden man er ude ved stedet, hvor hvaler æder sig tykke og fede i rejer og andre smådyr. Vi spejdede ud over bølgerne. Der var fint vejr, så båden gyngede ikke meget og vi kunne se langt. Efter endnu en time måtte vi give op. Der var ingen hvaler, - end ikke en lille delfin. ØV!! Jeg skulle nok aldrig have spist den hvalbøf første aften. Vi sejlede tilbage mod en lille ø lige uden for havnen, hvor der skulle være søpapegøjer. "De er så søde", siger Sonja og det kan hun da have ret i, hvis man altså så bare kan se dem, men de var også lige rejst et andet sted hen. Endnu engang ØV. En dejlig sejltur på Atlanterhavet, men ingen hvaler og ingen søpapegøjer. Vi fik en billet til en anden gang, så hvis du skal en tur til Island, så har jeg en billet til en gratis tur ud på Atlanterhavet. (Bonus for at læse min dagbog!)

Vi gik op for at købe trøje og andre småting, som Sonja havde fundet, bl.a. en sølvhalskæde med et fiskeskelet, - altså ikke et rigtigt, men et i sølv.

Bessastadir

Vi havde set en lille flad halvø, Alftanes, lige syd Reykjavik aftenen før oppe fra Perlan. Det undrede os, at der var bebyggelser derud. Der er ingen beskyttelse for Atlanterhavets luner. Vi tog bilen derud. Der er en tange, der forbinder fastlandet med det meste af halvøen. Til højre, lige først for, ligger Bessastadir. Der en meget velholdt hvid kirke med et stuehus og andre tilbygninger. Det har siden 1944 været præsidentens officielle bolig. Der bliver flaget med splitflag. Der er også en lille by derude med parcelhuse, skole osv. På de grønne områder, bl.a. på tangen går græsser heste. Man har et god udsigt til Reykjavik derfra.

Vi kom forbi nogle fiskerestauranter på havnen, da vi kom ind med hvalbåden og vi bestemte da, at vi skulle spise aftensmad på en af dem, som hedder Höfnin. Den er åbenbart meget velbesøgt, for kort efter at vi havde fået bord på første etage, var restauranten fuld. Sonja fik plukfisk, - dvs. fisk, der er gået i stykker (meget små stykker) blandet med fløde. Det er tydeligvis en meget nærende ret, for hun kom knap igennem halvdelen. Jeg fik skaldyr med tang til forret og rødfisk til hovedret.

Skibet i domkirken

Vi kørte en omvej hjem. Sonja ville lige se byen, hvilket indebar at vi også lige skulle se domkirken indefra. Når man lige har set den overdådige udsmykning af den katolske domkirke i Milano, så kan det virkelig være en fredfyldt oplevelse, at se en nordisk protestantisk kirke i klare rene linier uden forstyrrende udsmykninger. Man fornemmer tydeligt oprøret mod den katolske dobbeltmoral under reformationen og en dyrkelse af Gud uden forstyrrende elementer.

Aftenen sluttede igen i vort "store" værelse med kaffe og et lille stykke Anton Berg.

6. august 2013 - Den gyldne Trekant

Tingvallirsøen

Den gyldne trekant er bare noget man SKAL se, når man er i Island. Det er Tingvallir, Geysir og Gullfoss og alle ligger meget tæt på Reykjavik. Vi besøgte dem i dag i nævnte rækkefølge. Før vi kunne komme afsted, skulle jeg dog lige hente vor lejede bil. Der går udmærkede busture rundt på denne tur, men så kan man ikke selv bestemme, hvor lang tid, man vil bruge hvert sted. Det har jeg prøvet to gange før, så nu ville jeg have god tid til at se stederne og vise Sonja, hvad der har betaget mig.

Hvor heldig må man have lov at være. I Island er det sommer en dag og det skulle netop være i dag. Ikke en sky på himlen, ingen vind af betydning og temperaturen ville måske nærme sig de magiske 20 grader, hvor islændingene holder varmefri.

Island tager sig jo betagende ud i solskin, så vi måtte lige holde lidt og tage billeder af et islandsk landbrug, som består græs til køer eller får. Det første man ser, når man kommer til Tingvallir, er søen. På et udsigtspunkt vest for søen, er det blevet gængs, at man lige stabler et par sten oven på hinanden til en varde, mens man nyder den fantastiske udsigt over søen.

Tingvallirsletten

I søens nordligste ende, kommer selve Tingvallir, hvor man tydeligt kan se de tektoniske plader har fjernet sig fra hinanden.

På den vestlige side, er der en lodret væg ned til dalen, hvor der løber små åer. Vandet i vandløbene er koldt, rent og meget klart. Jeg dyppede fødderne og drak lidt af vandet, så jeg ved lidt om hvad jeg taler om. Lidt længere fremme var der små dybe vandhuller, hvor det åbenbart er blevet skik at smide mønter ned i det klare vand. Det var så klart, at man sagtens kan se møntens årgang, selvom vandet er ti meter dybt. Vi gik rundt i lang tid, over en time, og nød stedet. Sonjas kamera var ved at bryde sammen af overanstrengelse, men den skulle nu også tage panoramabilleder hele tiden.

Stokkur

Vi fortsatte til Geysir, - eller rettere Stokkur, for det hedder den aktive gejser. Geysir er gået på pension og hviler sig med et enkelt bløb en gang imellem. Hvert femte minut spødter Stokkur kogende vand op i en 10 til 20 meters højde.
Det er altså fasinerende at kigge på. Efter de ca. 5 minutter dannes der en boble, som pludselig sprænges af en vandsøjle. Der er også andre fordybninger i jorden med kogende, krystalklart vand, men de sprøjter ikke. Til gengæld lugter de af svovl.



Det var blevet frokosttid, så det blev lige til en sandwich og burger i solen.

Så videre til Gullfoss, et mægtigt vandfald meget tæt på de kogende springvand. Gullfoss får sit vand fra Langjøkul som man kan se i det fjerne, når man kommer til vandfaldet.

Vand er vel vand, men åbenbart ikke, når det står lodret som i geyseren eller i et springvand. Det kan man kigge på i timevis og det er fascinerende  Det sprøjter og laver vanddis, hvori man kan se den flotteste regnbue. Det danner hvirvler, der ser ud som om de står stille, men det er store mængder af smeltevand, der er på vej til havet. Vandet har mægtige kræfter, som med tiden danner en kløft, der kunne minde om Grand Canyon. Nu er jeg bare lidt i tvivl om, hvem der kom først, kløften eller elven.

Nu var vi ved at være trætte, så vi kørte mod Sælfos, - dvs. direkte mod syd, hvor vi så ville ramme ringvej 1. Der er kun én! På vejen derned kom vi forbi en (meget) udslugt vulkan, som er et kegleformet hul i jorden med vand i bunden. Det ligner nu mest af alt en grusgrav, der ikke længere er i brug, bare noget større. Hjemad!

Jeg vidste, at der helt sikkert ville være liv på torvet, som islændingene kalder Reykjaviks city. Ganske rigtigt, - der var rift om stole og borde uden for cafeerne. Der var helt sikkert nogen, der ville ses, men også bare nogen, der nød solen og en øl. Solen skinner så sjældent på Island. Det var faktisk så dejligt, at vi ikke kunne løsrive os, så vi bestilte aftensmad. Sonja fik fiskesuppe, aldeles fremragende. Jeg smagte den nemlig. Jeg fik salat med skaldyr. Hmmm. Jeg fik lige en ekstra øl, mens Sonja lige trissede rundt og kiggede på butikker. Hun nøjedes nu ikke bare med at kigge. Hun fandt også gode islandske ting, at tage med hjem.

Hjemme på hotellet gik jeg ned i baren for at se om der skete noget. Det gjorde der sådan set. En flok norske pensionister skulle fejre sidste aften i Island. Det skete med musik fra en fiol, to sømandsorgler og en elektrisk bas. Dertil en blandet kor af glade og lidt overrislede nordmænd. De hyggede sig og jeg blev vinket hen til et af deres borde. Vi skålede og de sang. De bød på snaps og jeg fik en enkelt. I starten var musikken traditionelle folkemelodier, men efterhånden blev det til sange fra Norsktoppen, som ligner Dansktoppen til forveksling. Men de nød det og det er vel det, som musik i bund og grund skal. Jeg blev bare træt og bød de glade nordmænd god nat og god rejse hjem. Den ville helt sikkert blive meget lang for de fleste. Jeg skulle bare op på femte og puttes.

5. august 2013 - Ankomst til Island

Så trængte vi vist til lidt afkøling efter hedebølgen i Milano og det bør man kunne få i Island. I lufthavnen i Billund sagde Sonja, at hun vist aldrig havde rejst tre gange på det samme år, - Mallorca, Milano og nu Island. Der afgik to fly akkurat samme tid til Keflavik, 14:40, Premier Air og så vores Iceland Air. Under turen over Atlanten kunne man følge jetstriben fra det andet fly. Turen tager 3 timer og Island er kun 2 timer efter os, - på uret altså.
Der blæste en mindre orkan ude fra Atlanterhavet, da vi stod ud af flyveren, men ellers er der ikke meget at fortælle om busturen til vort hotel Cab In. Der er så heller ikke meget at fortælle om værelset vi fik. En narkodømt isolationsfange ville få medhold ved menneskerettighederne for at det er for trange kår. Men det er det ikke for 3. klasses turister.

Indersiden af Perlan

Vi var sultne, så vi tog en taxa op til Perlan, en restaurant lige uden for byen på en bakketop, med udsigt over hele Rejkjavik og omegn. Restauranten drejer rundt en gang i timen, så man kan nyde hele den fantastiske udsigt. Der er hvide duge på bordene og tjenerne er i fint tøj. Vi bestilte hvalbøf til forret (det stod altså under forretter) og rødfisk til hovedret. Sonja var ved at kløjs fuldstændig i det, da hun smagte på hvalen. Det kunne hun bestemt ikke lide. OK, - den har lidt leversmag, er meget mørkerød, smager ikke af fisk, men mere af vildt. Jeg syntes, det smagte godt, så jeg fik også Sonjas. Nu viste det sig, at den første mandag i august holder alle fri, så der var ikke kommet nye leverancer af fisk, så vi måtte "nøjes" med arktisk laks kun med naturlige farvestoffer. Jeg er ellers ved at være træt af industrilaks, men denne laks kunne bestemt godt bruges.
Vi gik hjem fra Perlan. Det var en god tur, selv det er lidt uden for bymidten.

Vort indre ur var næsten et, men der stod næsten 23 på min mobiltelefon, men jeg kunne bestemt godt falde i søvn.