6. august 2013 - Den gyldne Trekant

Tingvallirsøen

Den gyldne trekant er bare noget man SKAL se, når man er i Island. Det er Tingvallir, Geysir og Gullfoss og alle ligger meget tæt på Reykjavik. Vi besøgte dem i dag i nævnte rækkefølge. Før vi kunne komme afsted, skulle jeg dog lige hente vor lejede bil. Der går udmærkede busture rundt på denne tur, men så kan man ikke selv bestemme, hvor lang tid, man vil bruge hvert sted. Det har jeg prøvet to gange før, så nu ville jeg have god tid til at se stederne og vise Sonja, hvad der har betaget mig.

Hvor heldig må man have lov at være. I Island er det sommer en dag og det skulle netop være i dag. Ikke en sky på himlen, ingen vind af betydning og temperaturen ville måske nærme sig de magiske 20 grader, hvor islændingene holder varmefri.

Island tager sig jo betagende ud i solskin, så vi måtte lige holde lidt og tage billeder af et islandsk landbrug, som består græs til køer eller får. Det første man ser, når man kommer til Tingvallir, er søen. På et udsigtspunkt vest for søen, er det blevet gængs, at man lige stabler et par sten oven på hinanden til en varde, mens man nyder den fantastiske udsigt over søen.

Tingvallirsletten

I søens nordligste ende, kommer selve Tingvallir, hvor man tydeligt kan se de tektoniske plader har fjernet sig fra hinanden.

På den vestlige side, er der en lodret væg ned til dalen, hvor der løber små åer. Vandet i vandløbene er koldt, rent og meget klart. Jeg dyppede fødderne og drak lidt af vandet, så jeg ved lidt om hvad jeg taler om. Lidt længere fremme var der små dybe vandhuller, hvor det åbenbart er blevet skik at smide mønter ned i det klare vand. Det var så klart, at man sagtens kan se møntens årgang, selvom vandet er ti meter dybt. Vi gik rundt i lang tid, over en time, og nød stedet. Sonjas kamera var ved at bryde sammen af overanstrengelse, men den skulle nu også tage panoramabilleder hele tiden.

Stokkur

Vi fortsatte til Geysir, - eller rettere Stokkur, for det hedder den aktive gejser. Geysir er gået på pension og hviler sig med et enkelt bløb en gang imellem. Hvert femte minut spødter Stokkur kogende vand op i en 10 til 20 meters højde.
Det er altså fasinerende at kigge på. Efter de ca. 5 minutter dannes der en boble, som pludselig sprænges af en vandsøjle. Der er også andre fordybninger i jorden med kogende, krystalklart vand, men de sprøjter ikke. Til gengæld lugter de af svovl.



Det var blevet frokosttid, så det blev lige til en sandwich og burger i solen.

Så videre til Gullfoss, et mægtigt vandfald meget tæt på de kogende springvand. Gullfoss får sit vand fra Langjøkul som man kan se i det fjerne, når man kommer til vandfaldet.

Vand er vel vand, men åbenbart ikke, når det står lodret som i geyseren eller i et springvand. Det kan man kigge på i timevis og det er fascinerende  Det sprøjter og laver vanddis, hvori man kan se den flotteste regnbue. Det danner hvirvler, der ser ud som om de står stille, men det er store mængder af smeltevand, der er på vej til havet. Vandet har mægtige kræfter, som med tiden danner en kløft, der kunne minde om Grand Canyon. Nu er jeg bare lidt i tvivl om, hvem der kom først, kløften eller elven.

Nu var vi ved at være trætte, så vi kørte mod Sælfos, - dvs. direkte mod syd, hvor vi så ville ramme ringvej 1. Der er kun én! På vejen derned kom vi forbi en (meget) udslugt vulkan, som er et kegleformet hul i jorden med vand i bunden. Det ligner nu mest af alt en grusgrav, der ikke længere er i brug, bare noget større. Hjemad!

Jeg vidste, at der helt sikkert ville være liv på torvet, som islændingene kalder Reykjaviks city. Ganske rigtigt, - der var rift om stole og borde uden for cafeerne. Der var helt sikkert nogen, der ville ses, men også bare nogen, der nød solen og en øl. Solen skinner så sjældent på Island. Det var faktisk så dejligt, at vi ikke kunne løsrive os, så vi bestilte aftensmad. Sonja fik fiskesuppe, aldeles fremragende. Jeg smagte den nemlig. Jeg fik salat med skaldyr. Hmmm. Jeg fik lige en ekstra øl, mens Sonja lige trissede rundt og kiggede på butikker. Hun nøjedes nu ikke bare med at kigge. Hun fandt også gode islandske ting, at tage med hjem.

Hjemme på hotellet gik jeg ned i baren for at se om der skete noget. Det gjorde der sådan set. En flok norske pensionister skulle fejre sidste aften i Island. Det skete med musik fra en fiol, to sømandsorgler og en elektrisk bas. Dertil en blandet kor af glade og lidt overrislede nordmænd. De hyggede sig og jeg blev vinket hen til et af deres borde. Vi skålede og de sang. De bød på snaps og jeg fik en enkelt. I starten var musikken traditionelle folkemelodier, men efterhånden blev det til sange fra Norsktoppen, som ligner Dansktoppen til forveksling. Men de nød det og det er vel det, som musik i bund og grund skal. Jeg blev bare træt og bød de glade nordmænd god nat og god rejse hjem. Den ville helt sikkert blive meget lang for de fleste. Jeg skulle bare op på femte og puttes.