8. august 2013 - Vand

Vi havde vel set næsten alt hvad man SKAL se i Island, men manglede én ting. Det kommer jeg til senere. Vi havde bil, så vi bestemte os for at køre ned til sydlandet, - måske helt ned til Eyafjellajøkul. Selve isområdet er ikke så stort, målt med islandsk målestok, men nok til at stoppe hele Europas flytrafik i fjorten dage. Det er da værd at undersøge.

Bjergskrænt med madpakker

Island er stor, så det tog næsten 2 timer bare at køre derned. Det er et noget trøstesløst landskab med mosbegroede lavasten, men ind i mellem er der gårde, der holder kvæg og får, men først og fremmest heste. Der er heste overalt. Gad vide om de spiser heste. Man kan i hvert fald købe pizza i Reykjavik.*1). De dyrker kun græs, som de samler i store "madpakker", - græs samlet i store hvide og runde plastikruller. Der var tusindvis, men vinteren er jo også lang på Island. Sydlandet er fladt som en pandekage, meget lig marsken i Sønderjylland, bare meget større. Flere hundrede kilometer. Nord for marsken rejser der sig en næsten lodret bjergmur på vel hundrede til to hundrede meter.

Skógafoss

Vi besluttede på vejen, at vi ville nå ned til Skógarfoss, et vandfald, der får sit vand fra jøkullen. Den er temmelig vandrig, 60 meter høj og 25 meter bred. Der går en trappe op over vandfaldet med 427 trin. Herfra han man en fin udsigt over lavlandet. Jeg lod Sonja tilbage, da jeg kravlede derop. Vel nede igen var der lige tid til en islandsk hotdog, som ligner en dansk rigtig meget.

På tilbagevejen var vi også lige inde og kigge på Seljalandfoss, hvor man gå ind bag vandfaldet. Det gjorde jeg nu ikke. Vi skulle nemlig videre til en hummerrestaurant, lidt væk fra alfarvej, nede i Stokkseyri.

Hummere i Stokkseyri

De skulle efter sigende lave de bedste hummere. De var i hvert fald fantastiske. Jeg er i forvejen vild med skalddyr, så dette var virkelig et festmåltid. Udenfor blæste det en lille storm og det regnede ind i mellem, men vi skulle ud at bade. Vi ville nemlig til Den Blå Lagune.

Den Blå Lagune

Den Blå Lagune er en kunstig saltvandssø, dannet af det afkølede vand, der er trukket op fra en revne i undergrunden, så Atlanterhavsvandet kan trænge ind til den varme lava og komme op på meget høje temperaturer. Dette vand bruge til at i en varmeveksler til at varme fjernvarmevand til Keflavik og omegn. Det afkølede vand på ca. 40 grader bliver bare sendt ud på klipperne. Efterhånden har der aflejret sig så mange mineraler på klipperne, at de er runde og føles som marmor og man får ikke knubs af at svømme i det. Vandet er blåt og dejligt varmt. Det er nu en turistattraktion af format, men det er altså sjovt og dejligt at bade i, specielt når der kun er 10 grader i luften og det blæser og regner. Man skal nok blive under vandet med kun hovedet oven vande. I Milano prøvede jeg det modsatte. Der måtte jeg sænke kroppen ned i koldt vand for at holde varmen ud. Vi erfarede også en af fysikkens mest basale love, - nemlig at varme stiger op ad. Derfor var vandet varmest i overfladet, netop der hvor den er tættest på den kolde luft.

Vi var der vel en halv anden times tid, men så begyndte sulten at melde sig og vi ville ind til Reykjavik og spise aftensmad. Klokken blev også 21 inden vi fik noget at spise. Det blev igen på Café Paris, hvor Sonja skulle have fiskesuppen en gang til og jeg fik flere hummere igen, denne gang marineret i bl.a. chili og ingefær.

Så ellers bare hjem og pakke, for vi skulle med en lufthavnsbus kl. 5:30. Det er tidligt, hvis ikke du ved det.

Sydlandet med vandfald

*1) Her henviser jeg subtilt til den netop overståede og noget hysteriske hestekødsskandale i Danmark, hvor der blev blandet hestekød i hakket oksekød, som skulle bruges til bl.a. pizza